
OM RO NATURCAMP
Det hele startede, da vi i 2018 besøgte Fejø for første gang. Vi skulle bare være her en enkelt overnatning, men vi havde en følelse af, at vi måtte tilbage. Vi fandt ud af, at hvad der dengang hed Fejø naturcamping var til salg, og så kunne tanken om ø-livet ikke slippe os igen.
Vi gik egentlig ikke med den store drøm om at drive en campingplads, og da vi så den to hektar smukke naturgrund på øen, så vi så meget potentiale i at drive stedet på en anden måde end man kender til den gængse campingplads med bommen ved indkørslen, møntvask og fastlæggere. Vi syntes der manglede et sted uden for meget hurlumhej og larm, hvor børn og voksne kan være sammen som familie, hvor der er plads til sammenkomster med gode venner og hvor sommeraftenerne kan føles uendelige med solnedgang over smålandshavet, bål og samtaler.
Vores lille ø-kiosk er blevet et samlingspunkt for både ø-boere og jer der besøger Ro. Folk henter deres morgenbrød, læser avisen med en kop kaffe mens fuglene synger om kap med hinanden, snakker om løst og fast over et glas vin og børn løber frit rundt og leger med hinanden mens der bliver spist is i lange baner.
Ro Naturcamp er meget mere end en campingplads, og vi er virkelig stolte af at have skabt en oase, som i er mange der har lyst til at besøge igen og igen.
//Nicolai & Marie
